Hvad har et bilværksted og matematik egentlig med hinanden at gøre? Det blev 7. klasse fra Herlev Byskole klogere på, da de besøgte Andersen Biler – og så fik eleverne også gjort op med nogle af de forestillinger, de havde om mekanikerfaget før besøget.
Septembersolen skinner fra en skyfrihimmel, da 7. klasse fra Herlev Byskole kommer traskende ind på parkeringspladsen foran bilforhandleren Andersen Biler.
Der står matematik på skemaet, men i dag sidder eleverne ikke hjemme i klassen. I stedet er de taget på virksomhedsbesøg – et besøg, der er en del af undervisningsforløbet Matematik på bilværkstedet, som eleverne de sidste uger har arbejdet med hjemme i klassen.
Her har de blandt andet spillet kortspillet Værkstedet, hvor de har ageret hhv. computer og mekaniker og ved hjælp af logisk tankegang og udelukkelsesmetoden fundet frem til, hvad en bil fejler.
Og i dag skal de altså så se, hvordan den matematik om hyppighed og frekvens og træning i logisk opgaveløsning, som de har arbejdet med i klassen, bliver brugt i arbejdet som mekaniker.
Som at løse gåder ”Wow, fedt mand, det er en hybridbil”, udbryder en af eleverne, da han ser en hvid Mitsubishi, der hænger ned fra liften i loftet. Han forklarer begejstret sin ven, at det er sådan en, der både kan køre på el og benzin.
Eleverne er på rundvisning på bilværkstedet og gør holdt ved lærlingen Nichlas, der er i gang med at fejlsøge Mitsubishien. Han er hurtig til at sætte computeren fra sig, da eleverne kommer forbi, og han fortæller dem længe og engageret om alt det, han synes, er fedt ved mekanikerfaget.
”For mig er det fedt at få lov til at være så praktisk, samtidig med jeg også skal bruge hovedet. Dét at finde ud af, hvad en bil fejler, er næsten som at løse en gåde. Det der med at få en bil ind, som man ikke ved, hvad der er galt med, og så gennem fejlsøgning og afprøvning af forskellige muligheder, langsomt finde ud af, hvad det kan handle om. Det er tilfredsstillende”, fortæller Nichlas, der er færdiguddannet bilmekaniker til november.
Netop fejlsøgning, logik og udelukkelsesmetoder er nogle af de ting, eleverne har arbejdet med hjemmefra, og de synes, det er sjovt at se metoderne fra spillet brugt i virkeligheden.
”Det er da meget sjovt at se, at det, vi gjorde i spillet, også er det, de faktisk gør rigtigt, når de skal reparere biler”, pointerer en gruppe piger.
Flere piger til faget På rundturen i værkstedet er det nu ellers mest drengene, der stiller spørgsmålene, og dem, der står forrest, mens lærlingen Nichlas fortæller. Det er også dem, der kigger nysgerrigt ned i bilernes motor og dem, der gerne vil vide, hvad man tjener som mekaniker.
Pigerne står lidt i baggrunden. De ved allerede, hvad de vil være, fortæller de – en vil være advokat, en anden vil være skuespiller. Men det betyder ikke, at de ikke lytter – tværtimod.
”Selvom jeg ikke vil være mekaniker, er det sjovt at få et billede af, hvad en mekaniker egentlig laver. Og så ved vi jo også mere om, hvad det er, hvis nogen af vores venner fx vil være det”, siger en pige, og hendes veninde, den måske kommende skuespiller, supplerer grinende:
”Ja, før i dag troede jeg egentlig, at mekanikere bare var megabeskidte hele tiden. Det var sjovt at se, at de jo ikke har olie ud over det hele, men faktisk også arbejder meget med teknologi og sådan noget”.
Den kommentar er HR-chefen Line glad for at høre. ”Det er vildt vigtigt at få nedbrudt nogle af de fordomme, der er om faget, fordi det måske er med til at fastholde den skæve kønsbalance, der historisk set har været i mekanikerfaget”, siger hun og fastslår: ”Vi vil jo sindssygt gerne have flere piger på værkstederne!”
Hjem og formidle Besøget hos Andersen Biler lakker mod enden, men undervisningsforløbet Matematik på bilværkstedet er ikke helt slut for 7. klasserne endnu; de skal hjem og optage videoer.
En del af mekanikerjobbet handler nemlig om at formidle sin tankegang og løsningsforslag på en video til kunden, der afleverer sin bil på værkstedet – så det skal klassen også prøve kræfter med, så det træner deres formidlingsevner indenfor matematikken.
Kasper, der er eftermarkedschef i Andersen Biler, og som har stået for rundvisningen, takker eleverne for besøget, og siger med et smil, at han håber på at se nogen af dem om nogle år som kommende lærlinge.
En dreng med kasket nikker til ham og griner: ”Vi ses nok næste uge, min far er her sygt tit”.
For nyligt besøgte 7. klasse fra Engholmsskolen Røde Kors i Lyngby for at blive klogere på, hvordan genbrugsbutikken arbejder med upcycling og bæredygtighed. De lærte blandt andet, hvordan butikken udvælger tøjet til butikken, hvad der…
En grupper elever fra Vig Skole lagde for nyligt vejen forbi bilværkstedet Bin2Bil i Holbæk for at lære en masse om, hvordan man fejlsøger en bil og forskellen på en el- og benzindrevet motor –…
Oplevelserne spændte vidt hos de otte virksomheder, der her i efteråret slog dørene op til såkaldt karrieredag for gymnasieelever. Skal vi planlægge noget lignende på dit gymnasium?
Hold dig opdateret om undervisningstilbudene, fag, klassetrin/niveau og virksomhederne du kan besøge!
Cookiesamtykke
På vores website bruges cookies til at huske statistik og dine valg af indhold. Du kan altid ændre dine indstillinger, herunder trække dit samtykke tilbage, ved at klikke på link til ’cookiesamtykke’ nederst på siderne. Dine valg anvendes på hele websitet. Læs mere