
Åben Virksomhed – læring i virkeligheden
Her kan du få et hurtigt overblik over, hvorfor Åben Virksomhed er sat i verden
Hvad er Åben Virksomhed?
Dansk Arbejdsgiverforening, DA, har etableret Åben Virksomhed for at vække børn og unges nysgerrighed for naturvidenskab, teknologi, it og matematik – og samtidig give dem et indblik i arbejdslivet. Vi håber, det kan være med til at inspirere flere til at vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse inden for disse områder.
Derfor udvikler vi i tæt samarbejde med dygtige faglærere undervisningsforløb med virksomhedsbesøg til alle klassetrin – fra 1. klasse og helt op til 3. g – hvor det faglige indhold hænger tæt sammen med det, eleverne vil opleve på de enkelte virksomheder.
Hvordan fungerer det?
Eleverne får undervisning på skolen, så besøger de en virksomhed i et par timer og afslutter herefter undervisningen hjemme på skolen. Når de besøger virksomhederne, er det vigtigt, at de er fagligt forberedte, og at besøget bliver koblet sammen med nogle af de ting, de er blevet undervist i hjemmefra.




