Undervisningsforløbet
Biogas – Energi og bæredygtighed?
Der er her i Danmark stort fokus på at reducere vores udledninger af drivhusgasser, specielt kuldioxid, CO2. Produktionen af biogas er et bud på en måde, hvor dette kan ske. I dette undervisningsforløb til naturgeografi/geovidenskab skal eleverne arbejde med kulstofs og kvælstofs kredsløb, næringsstoffer i landbruget samt metan og metanisering. De skal også arbejde med, hvordan et biogasanlæg fungerer og evt. producere deres egen biogas.
Som en del af forløbet skal klassen besøge et biogasanlæg, hvor de vil se og høre om, hvordan processen foregår på anlægget og få nogle gode samtaler om biogas som bæredygtig energi.
Det står dig helt frit for, hvor meget af undervisningsmaterialet du vil bruge og i hvilken form. Du kan bruge det hele, eller du kan tilpasse forløbet og materialet efter klassens niveau og den tid, du har til rådighed. Det er dog en forudsætning, at eleverne er fagligt forberedt inden besøget.