Undervisningsforløbet
Havets skatte
OBS: De virksomheder, der kan besøges i forbindelse med undervisningsforløbet, ligger i Nordjylland(6) og Vestjylland(3).
Havet er et spisekammer og en vigtig kilde til mad og velstand i mange lande, også i Danmark. Men hvad sker der egentlig, fra en fisk bliver fanget, til den ligger i køledisken eller på tallerkenen derhjemme?
I dette undervisningsforløb til natur og teknologi i 2.-4. klasse bliver eleverne meget klogere på havdyrs vej fra hav til bord. Eleverne kan komme igennem tre emner; fisk, bløddyr og krebsdyr, alt efter hvilken type virksomhed, de skal besøge. De lærer, hvad der kendetegner de tre havdyr, de prøver kræfter med selv at dissekere nogle af dem, og de bliver i stand til at fortælle om dyrenes indre og ydre opbygning.
I forløbet besøger klassen en fiskevirksomhed, der fortæller om, hvordan de i fiskeindustrien indfanger og forarbejder havets dyr, så de bliver til fødevarer. Her får eleverne også mulighed for både at se og undersøge et dyr, der lever i vandet.