Undervisningsforløbet
Robotter, automatisering og effektiv produktion
Robotterne kommer! Sådan har vi efterhånden sagt i nogle år, men sandheden er, at de allerede er her. Vi møder dem ofte i hverdagen eller på offentlige institutioner, f.eks. i form af robotplæneklippere, robotstøvsugere eller som velfærdsrobotter på plejehjem og sygehuse.
Men faktisk har Danmark udviklet sig til at være én af verdens førende nationer, når det handler om robotter inden for industrien.
I dette forløb stifter dine elever bekendtskab med, hvordan robotteknologien bliver brugt på danske produktionsvirksomheder til at automatisere og effektivisere produktionsprocesser. De arbejder med procesdiagrammer- og analyser, bliver klogere på, hvordan man optimerer produktionsprocesser på virksomheder og på, hvordan man giver præcise kommandoer til robotter.
I forløbet besøger klassen en produktionsvirksomhed, der bruger robotteknologi og/eller en anden form for automatisering som et bærende element i deres produktion og arbejdsproces.