Undervisningsforløbet
Skab bæredygtig mode – designprocesser og upcycling
Bæredygtighed er et nøgleord i den verden, vi lever i, og det kommer til udtryk i stort set alle brancher. Også i mode- og tekstilbranchen, hvor der de seneste år er kommet stort fokus på cirkularitet og på at udvikle tidløse og holdbare produkter.
I dette forløb får eleverne mulighed for at fordybe sig i den kreative og bæredygtige verden af mode og tekstiler, når de skal lære at upcycle ved at designe og omsy tekstiler eller tøj til nye produkter. Forløbet byder på et spændende besøg hos en tekstilvirksomhed, en genbrugsbutik eller en tekstilbutik, hvor eleverne arbejder hands-on med at sortere tekstiler.
På skolen laver eleverne en miniundersøgelse af tekstilspild og på virksomhedsbesøget interviewer de en medarbejder fra branchen for at blive klogere på, hvordan upcycling og ansvarligt tekstilforbrug kan være med til at skabe en mere bæredygtig modeverden.