Hos Vaillant forvandles fysiktimens abstrakte principper til konkrete, klimavenlige løsninger

Vaillant er specialiseret i at udvikle bæredygtige varmepumper, og her bruger man hver dag termodynamik; et emne, der er fast fysik A kernestof på htx. Det fik elever fra H.C. Ørsted Gymnasiet indblik i, da de besøgte virksomheden en snevejrsdag i februar.


Det er et lille, men engageret fysik A valghold fra H.C. Ørsted Gymnasiet, der møder op til virksomhedsbesøg en fredag eftermiddag i februar. Udenfor hvirvler sneen rundt i den kolde luft, og om et par timer sidder mange af dem i en bus på vej på skiferie med gymnasiet.

Men inden de når så langt, er de blevet inviteret indenfor hos Vaillant, der er specialister indenfor opvarmningsteknologi – og som kan fortælle eleverne om, hvordan termodynamik helt konkret bliver brugt, når Vaillant udvikler deres varmepumper.

Fotos i artikel: Niels Hougaard

Overlap med fysiktimens teori
Christian Petersen er produktudvikler i Vaillant, og det er ham, der står for dagens besøg. Han starter med at vise eleverne Vaillants showroom med de forskellige typer af varmepumper, og herefter dykker han ned i nogle af de termodynamiske begreber, eleverne stifter bekendtskab med i undervisningen; kølemidler, atmosfærisk tryk, latent og sensibel energi, og eleverne nikker indforstået med.

”Jeg kan genkende de her principper, du beskriver, fra den vandkøler, jeg har til min computer”, byder en af eleverne ind, og Christian bekræfter, at det er præcis de samme dynamikker, der er i spil.

I det hele taget er der god sammenhæng mellem det, eleverne lærer i fysikfaget, og det, Vaillant arbejder med i udviklingen af varmepumper, fortæller elevernes fysiklærer Anja Lea Olsen undervejs i besøget:

"Det er spændende at se, hvordan nogle af de begreber, vi arbejder med i fysik, bliver brugt og omsat til konkrete apparater, her varmepumper. Og så er det givtigt i forhold til karrierelæring, at eleverne får et indblik i, hvordan man kan arbejde med fysikkens begreber og metoder i den virkelige verden".

Forvandling fra abstrakt til konkret
Stefan Rathmann er fysiklærer på Sukkertoppen Gymnasium, og det er ham, der har udviklet undervisningsforløbet Termodynamik, der lægger op til besøget hos blandt andet Vaillant.

”Jeg har forsøgt at skabe et engagerende materiale, der kombinerer alle mulige forskellige indlæringsmetoder – videoklip, interaktive simuleringer, regneopgaver, storytelling – og som hele tiden bygger bro fra det abstrakte koncept til den konkrete virkelighed”, fortæller Stefan, der i den forbindelse ser en kæmpe værdi i, at eleverne som en del af forløbet skal på virksomhedsbesøg.

”Når de besøger fx Vaillant som en del af deres fysiktime bliver den abstrakte teori jo forvandlet til noget meget konkret, når de ser, hvordan moderne termodynamiske maskiner bruges til at løse problemer for rigtige mennesker, når der skal laves varmeløsninger. Det tror jeg er megaafgørende for elevernes motivation”, siger Stefan. 

Grøn omstilling og manglende arbejdskraft
For Vaillant er det første gang, de åbner dørene for elever, men det giver rigtig god mening for dem, fortæller David Simpson, der er projektleder i Vaillant. ”Hvis vi kan hjælpe eleverne med at forstå, hvor anvendeligt det, de lærer i gymnasiet, faktisk er et sted som her, har det kæmpe værdi”, siger han og understreger, at det for Vaillant også handler om at tage et vigtigt samfundsansvar på sig, nemlig at bidrage til at løse udfordringen om mangel på arbejdskraft.

”Derfor vil vi gerne vise de unge mennesker, hvor fed en branche vi arbejder i, en branche, der i høj grad bidrager til den grønne omstilling. Hvor vi bruger naturens ressourcer til at sikre, at huse er varme, og at der kommer varmt vand ud af bruseren, når vi går i bad. Og så håber vi også på at kunne nuancere elevernes forståelse af, hvad man laver som fx vvs-installatør – og på den måde udvide deres horisont", siger David.

COP-værdi og tomt chokoladepapir
De syv drenge fra H.C Ørsted Gymnasiet har den sidste halve time siddet fordybet i et ph-diagram, som også præsenteres i undervisningsmaterialet. De har lavet beregninger med data fra Vaillants varmepumper og har udregnet den såkaldte COP-værdi, dvs. varmepumpens effektivitet. Alt det skal de hjem og arbejde videre med, når de fortsætter forløbet om termodynamik hjemme i klasselokalet.

Men for nu løfter drengene blikket og strækker sig næsten synkront og veltilpas tilbage i stolene. Skålene på bordet bugner af tomt chokoladepapir og vidner om, at besøget er ved at være til vejs ende.

Nu kalder en uge med ski og hygge.



Vil du også på virksomhedsbesøg med dine elever?

Charlotte Waltz
Charlotte Waltz
Gymnasiekonsulent,
tidl. gymnasielærer og studievejleder

SENESTE NYT FRA ÅBEN VIRKSOMHED

Eleverne fik rykket ved deres lidt indsnævrede syn på håndværkere

Eleverne fik rykket ved deres lidt indsnævrede syn på håndværkere En dag i februar havde 8. klasse fra Toftlund Skole besøg af den lokale vvs’er […]

Jeg elsker, når mine elever forstår anvendelsesperspektivet i det, de lærer

Jeg elsker, når mine elever forstår anvendelsesperspektivet i det, de lærer Alle Åben Virksomheds undervisningsforløb er udviklet af dygtige lærere, der brænder for deres fag, […]

Hvordan bliver skolen mere klimavenlig?

Besøg af vvs’eren: Hvordan bliver skolen mere klimavenlig? 8.klasse i Mammen fik i sidste uge besøg af den lokale vvs’er, der fortalte dem en masse […]