Undervisningsforløbet
Bæredygtigt byggeri
I en verden, hvor klimaforandringer og global opvarmning udfordrer vores klode, er bæredygtighed blevet et nøgleord, der skal indtænkes i al produktion, herunder byggeri. Så hvordan kan vi bygge mere klimavenligt i fremtiden?
I dette matematikforløb dykker eleverne ned i, hvordan dimensionering af boliger kan reducere varmeforbruget og dermed udledningen af CO2. De arbejder med overfladerareal, opstilling af funktioner og grafer, samt differentialregning og undersøger blandt andet, hvordan størrelsen af boligen, arealet af vægge og loft/tag i høj grad bestemmer, hvor stort varmetabet er til omgivelserne.
Som en del af forløbet besøger eleverne en rådgivende ingeniørvirksomhed, der har ekspertise i at skabe bæredygtige byggerier – og som kan gøre eleverne klogere på, hvordan den matematik, de har arbejdet med, kan bruges som redskab til ressourceoptimering i forbindelse med byggeri.