Undervisningsforløbet
Elektriske sensorer og præcision
Målinger har altid haft en central rolle i vores samfund og er en fast del af vores dagligdag. Forestil dig en hverdag uden målinger; du vil ikke kunne planlægge din dag uden et ur. Broer vil styrte sammen, da de er bygget upræcist. Fly vil styrte ned, fordi man ikke ved, hvornår brændstoftanken er tom. Læger vil ikke kunne fastslå sygdomme ud fra en blodprøve.
Vi er med andre ord helt afhængige af avanceret måleudstyr med høj præcision – men hvordan sikrer man nøjagtighed i måleudstyr som fx termometre, termostater, GPS og hastighedsmålere?
Det bliver eleverne klogere på i dette undervisningsforløb, der er udviklet til fysik på B-niveau i gymnasiet, hvor eleverne dykker ned i elektriske sensorer som værktøj til at designe intelligente teknologiske løsninger, når det kommer til måleudstyr. De arbejder med metrologi, med simple elektriske kredsløb og databehandler egne måleresultater.
I forløbet besøger gymnasieklassen en virksomhed, der arbejder med udvikling og produktion af avanceret måleudstyr – og som kan vise eleverne, hvordan de ting, de har arbejdet med i fysiklokalet, bliver brugt i praksis.