Lærer: Virksomhedsbesøgene har været en øjenåbner for mine elever

Catharina og hendes kollegaer har sammen med deres elever været på mere end 15 virksomhedsbesøg det sidste år. Her fortæller hun lidt om deres erfaringer og om, hvorfor de prioriterer virksomhedsbesøgene så højt.

Det har kæmpe værdi for eleverne at blive præsenteret for, hvordan de ting, de lærer i skolen, bliver brugt ude på virksomhederne. At det faglige, der nogle gange måske er lidt tungt for dem, bliver gjort virkelighedsnært og relaterbart, når de ser, hvordan det bliver brugt på en arbejdsplads. Da vi arbejdede med forløbet Grafik, design og trykmetoder havde vi fx et fantastisk besøg hos trykkeriet NIZE Equipment, der oversatte teorien fra forløbet til praksis ved at vise eleverne processerne – og som tilmed gav eleverne mulighed for at printe deres egne logoer, de havde designet hjemmefra, i stort format. Det gik op i en højere enhed, fordi eleverne tydeligt så koblingen mellem skolen og virkeligheden.

Der er mange veje til et godt arbejdsliv, er et af de budskaber, vi tager med os fra virksomhedsbesøgene. Mange af virksomhederne er gode til at fortælle eleverne, at bare fordi man kæmper lidt med motivationen i skolen, kan man sagtens få en fed uddannelse og et godt arbejdsliv. Da vi besøgte metalvirksomheden Give Steel i forbindelse med forløbet Metal og muligheder, mødte eleverne fx både direktøren og klejnsmed Kristian, der begge fortalte om have været en rod i folkeskolen og alligevel begge er endt på den helt rette hylde. Det kunne nogle af eleverne tydeligt spejle sig i og blev inspireret af.

Hos Give Steel prøvede eleverne kræfter med svesjning.
Hos Bilka Horsens fik eleverne lov til at lave deres egne romkugler.
Hos PEAB Asfalt fløj eleverne med drone og prøvede at sidde i virksomhedens maskiner.

Min rolle som lærer er vigtigt på virksomhedsbesøgene. Når jeg er engageret, smitter det eleverne, så det er vigtigt, at jeg viser det gode eksempel og fx hjælper eleverne med at få stillet nogle spørgsmål. Jeg kan også finde på at bryde ind i et oplæg og fx sige, at ”Hey, kan I se, at det, hun fortæller her, faktisk lige præcis er det, vi snakkede om i går, da vi …”. På den måde kan jeg udpege sammenhængen for eleverne, hvis de ikke selv lige har fanget den endnu.   

De bedste virksomhedsbesøg er dem, hvor eleverne bliver inddraget og ikke bare er passive på en rundvisning, og det er virksomhederne generelt virkelig gode til. Hos PEAB Asfalt fik vi i forløbet Byg en vej både sten fra asfaltboring i hænderne, eleverne fik lov til at flyve med drone og kravle rundt i de (slukkede) maskiner. Hos Unipak fik eleverne i forløbet Robotter, automatisering og effektiv produktion lov til at prøve at skille og samle et kloakrør, hos Give Steel svejsede de et skilt med deres eget navn, og hos Bilka prøvede de kræfter med at lave en romkugle i forbindelse med forløbet Fra råvarer til frokost.

Mit bedste råd til andre lærere er derfor at huske forventningsafstemningen med virksomheden inden, herunder spørge ind til, hvordan eleverne kan blive inddraget bedst muligt og måske få noget mellem hænderne. Det er ikke al snakken, eleverne husker bagefter; de husker de mennesker, der brændte igennem med deres engagement, og de husker de konkrete oplevelser.

SENESTE NYT FRA ÅBEN VIRKSOMHED

Upcycling og tøjsortering i en Røde Kors-butik

For nyligt besøgte 7. klasse fra Engholmsskolen Røde Kors i Lyngby for at blive klogere på, hvordan genbrugsbutikken arbejder med upcycling og bæredygtighed. De lærte blandt andet, hvordan butikken udvælger tøjet til butikken, hvad der…

Hvad laver en mekaniker egentlig?

En grupper elever fra Vig Skole lagde for nyligt vejen forbi bilværkstedet Bin2Bil i Holbæk for at lære en masse om, hvordan man fejlsøger en bil og forskellen på en el- og benzindrevet motor –…

Kostumer på teateret, brændstof i lufthavnen og en underjordisk skybrudstunnel

Oplevelserne spændte vidt hos de otte virksomheder, der her i efteråret slog dørene op til såkaldt karrieredag for gymnasieelever. Skal vi planlægge noget lignende på dit gymnasium?