
Undervisningsforløbet
Elforbrug og energirigtige skoler
Hvordan kan vi i fremtiden skabe mere klimavenlige bygninger, som imødekommer de klimaudfordringer, vi står over for? I dette undervisningsforløb bliver eleverne klogere på, hvilken rolle elforbrug- og installationer spiller i at gøre bygninger mere bæredygtige og klimavenlige, fx på en skole som deres egen.
Forløbet er udviklet som et fællesfagligt forløb på tværs af fagene fysik/kemi, biologi og geografi. Eleverne arbejder med energiproduktion, elforbrug, bæredygtige energiløsninger, og de får viden om, hvilken betydning det har for CO2-udledningen og klimaforandringerne. De bliver klogere på kulstofkredsløb, fotosyntesen, respirationsprocessen, laver modelforsøg af drivhuseffekten og kan beskrive, hvordan energiforsyningen i Danmark kan blive mere miljørigtig.
Undervejs i forløbet får klassen besøg af en el-installatør, der sammen med eleverne gennemgår deres egen skoles installationer og elforbrug. El-installatøren vil også fortælle om intelligente tekniske løsninger, der kan nedbringe energiforbruget, reducere CO2-udledningen og samtidig sikre et bedre indeklima.